When a city falls...

er titlen på en dokumentarfilm om de to jordskælv, der rystede Christchurch i 2010 og 2011. En rigtig god film, der giver et indblik i den rystende oplevelse og de omfattende skader, jordskælvene efterlod både over og under jorden. I månederne mellem de to jordskælv var der endvidere mere end 5000 efterskælv, hvilket efterlod mange mennesker i en angstfuld tilstand.

Instruktøren på filmen var i byen for at lave en film om det første jordskælv den 4. september 2010, da det andet ramte den 22. februar 2011 ved frokosttid. Filmholdet mistede en kollega i CTV bygningen. En bygning, der blev beskadiget ved det første jordskælv og som ikke burde have været i brug længere. Bygningen kollapsede på ganske kort tid, hvorefter den brød i brand. 115 personer i bygningen blev dræbt, hvilket er næsten 2/3 del af det samlede dødstal. Det samlede dødstal var 'kun' 185, hvilket må siges at være ret mirakuløst i sammenligning med de over 300.000 ofre for jordskælvet i Haiti.

Jordskælvene har efterladt midtbyen i en noget spøgelsesagtig tilstand. 90% af bygningerne blev beskadiget og centrum er én stor byggeplads. Kun forvildede turister og mænd i fluorescerende veste pryder gadebilledet. Mange bygninger står stadig tomme og venter på bulldozerne. For hvor gør man egentligt af alt det byggeaffald?

Til gengæld har det skabt et boomende arbejdsmarked for bl.a. ingeniører og håndværkere. Og alle møder Dennis med sætningen "Oohh you are here to help with the rebuild". Tror I en dansker kunne finde på at byde en udenlandsk rengøringsassistent velkommen med sætningen "hvor fedt, du er her for at hjælpe med at gøre rent på vores børns skoler". I New Zealand synes jeg generelt, vi har oplevet en stor imødekommenhed og gæstfrihed, som helt sikkert ville klæde os danskere lige så godt.

Da vi først kom til byen, var jeg noget forundret over, de efter 4 år stadig ikke var kommet videre med genopbyningen (nu er jeg jo nok også lidt utålmodig anlagt!). Og jeg havde slet ikke nogen ide om, hvor komplicerede og omfattende et arbejde det er. Både det bureaukratiske arbejde med forsikringsselskaber og koordinering på politisk niveau. Og det praktiske omkring alle vandrør og kloaker under jorden, veje, byggeaffald mm.

Men det er ærgerligt, der ikke træffes hurtigere beslutninger om nogen af de vigtigste ikoner i byen. Fx er det fortsat ikke klart, hvad der skal ske med Katedralen, der var byen stolthed. Det store tårn styrtede sammen, og der er omfattende skader på kirken. Nogen ønsker den genopført, mens andre ønsker den revet ned.

 

Ud af ruinerne og bulldozerne vokser også lidt kreativitet og street art. Og befolkningen i Christchurch glædes over fremtiden. De er meget optimistiske og taknemmelige.... og tålmodige! Man forventer først byen endelig 'færdig' om endnu 15-20 år. I mellemtiden har de bl.a. lavet et container mall, som er ret hyggeligt. Og på tomme grunde rundt om i byen sælges kaffe og frokost fra små campingvogne og containere.

 

Nu er det blevet tid til at sige farvel til vores hus på Scotston Avenue og Christchurch. På mandag drager vi til nordøen, hvor vi vil rejse rundt de næste 5 uger. Derefter kommer vi lige tilbage til Christchurch i 4-5 dage inden vi flyver hjem. Måske jeg så er heldig at 'Bridge of Remembrance' er åbnet, så jeg når at se den, inden vi drager hjem igen...

Bounty strande & legesyge delfiner...

På endnu et vanvittigt mindblowing naturtrip rundt på den nordlige del af sydøen, er vi igen igen blevet beriget med fantastiske oplevelser. Her kommer endnu en billedkavalkade... hvis I stadig orker at se flere sommerbilleder? Men efteråret er på vej og bladene er ved at skifte kulør, selvom temperaturen i dag alligevel viste 30 grader!

Første stop på vores to ugers tur var Westport på vestkysten, hvor Dennis løb Buller Gorge marathon. Vi kørte ruten på vej til Westport... udover det var en smuk kuperet tur langs floden, så er det jo sindsygt, hvor langt 42 km egentlig er!! Tænk at folk frivilligt indlader sig på den slags. Men Dennis var godt forberedt og havde en super dag, så det blev til personlig rekord på 3.07. og en placering som nummer 8. Pretty cool for a white guy! My guy...:-)

¨

Derefter kørte vi til Punakaiki nationalpark, hvor campinglivet startede ved de smukke Pancake Rocks. Her nød vi udsigten og endelig lidt alkohol igen efter flere ugers solidarisk tørlægning op til løbet. Vi blev også beriget med smukke solnedgange på stranden og vandreture i regnskoven.   

Mens vi venter på toget... En fin lille 'togtur' på en gammel guldgraver rute i Charleston regnskov.

Efter et par dages restituering kørte vi nordpå til Takaka. En hyggelig lille by med lidt hippie vibe. Herfra kørte vi langs Golden Bay til det nordvestlige hjørne; Farewell Spit. En 26km lang sandbanke, der hvert år koster flere hvaler livet. For blot et par uger siden strandede 200 hvaler i området. 

I dette hjørne af landet ligger den smukke Wharariki strand, hvor vi var så heldige at opleve masser af små nysgerrige babysæler tonse rundt i de naturlige inner pools. Stranden ligger ret øde og man skal gå en halv times tid gennem smukt terræn, så der var ikke mange andre mennesker.

Næste stop var Mahau; indgangen til Abel Tasman nationalpark, der bugner af små bounty strande og vandreture. Og hvor vandstanden forskyder 3,5 m mellem høj og lavvande! Det var en pæn udfordring at nå ud til vandkanten ved lavvande...

På dette skønne sted blev vi hængende i 4 dage. Vi fik sejlet kajak, hvilket ungerne var meget fornøjet med og Konrad ønsker sig nu sin egen kajak i fødselsdagsgave. Vi sejlede også med speedbåd ud til en af de små øde strande... foran os ventede 7 km vandring til næste opsamlingssted. Vi var lidt spændte på, hvor meget 'hvornår er vi der' vi skulle igennem. Men Vigga nød det i sin vandrerygsæk og Konrad var mega sej og klarede turen med bravour!

Da vi endelig fik løsrevet os fra dette paradis kørte vi mod Nelson. Her var vi blevet inviteret til at bo et par dage på landet hos Anna, hendes datter Mackenzie og alle deres dyr...  Her blev vi forkælet med bøffer fra de netop slagtede køer, æg fra hønsegården, hjemmefanget fisk og vin fra de nærliggende vingårde!

Anna er en kvinde, jeg tilfældigt mødte på en legeplads i Christchurch, da hun spottede den blonde familie. Anna har været aupair i Danmark og planlægger at returnere et par måneder til sommer. Til Smidstrup... 3 km fra vores sommerhus!

I deres baghave var der en skøn flod, man kunne bade i. Og man var nødt til at hoppe i det iskolde vand for at undgå de sat&%/(x&#".... sandfluer!!

Efter at have sagt på gensyn til Anna og MacKenzie kørte vi langs den smukke Queen Charlotte Drive til Picton, hvor store stingrays svømmede rundt mellem de endnu større yachter. Herfra gik det ned langs østkysten og det blev til et hurtigt visit på en fancy vingård i Marlborough området. Her fik vi en dejlig dyr frokost med en smuk udsigt over vinmarkerne. Vi købte en af områdets berømte Sauvignon Blanc med derfra - og erfarede senere at den var 5$ billigere i det lokale supermarked!!

Tilbage på Østkysten kørte vi til Kaikoura, som også var destinationen for vores første weekendtur tilbage i oktober. Dengang var bjergtoppene dækket af sne. Nu har de fået en væsentlig mere tørgul nuance. Og langs vejene bliver du mindet om, at det har været en vanvittig god sommer i New Zealand i år, hvis altså du spørger os turister og ikke vinbønderne...

I Kaikoura tog vi pungen op af lommen og betalte en små 2000 kr for at trodse 'sea sickness warning' og tage ud og se hvaler. Det er jo et must do! Hvem fa'n vil ikke gerne se en hval? Og hvem kan ikke også godt på forhånd regne ud, at det ser nogenlunde ud som på billedet herunder. Det er jo ikke fordi de ligesom kigger op og hilser på en. 

Efter at have set det her store flydervæsen (kaskelothvalen) i et godt stykke tid, kom det store højdepunkt, hvor den dykkede... så man kan se halen! Og så var det slut. På turen tilbage blev vi mødt af en kæmpe gruppe legesyge dusky delfiner. Én af dem lavede forlæns salto til ryglanding 3x liiiige foran næsen på Konrad og jeg. Og man kunne næsten høre den sige; SE MIG! Bagefter så vi også en stor gruppe af de væsentlig mindre hector delfiner, et par sæler og en masse store albatrosser. Så det var en rigtig god tur, selvom det var pænt dyrt for 2 timer i en båd!