Og så går det sydpå igen...

Efter at have rundet den nordlige spids kørte vi ned langs den vestlige del af nordøen. På vores vej kom vi bl.a. forbi det største Kauri træ på 55 meter og en beskeden alder af 2000 år. 

Efter mange timers snoede kørsel og en enkel overnatning, nåede vi ned omkring Auckland igen. Her  tog vi en lille detour ud til de sorte strande Piha og Karekare, der bl.a. har fungeret som kulisse i filmen 'Piano'.

Her på vestkysten buldrer bølgerne, og man skal efter sigende ikke forsøge sig med hverken rygsvømning eller bodysurfing, med mindre man er en temmelig hardcore svømmer. Heldigvis var det lavvande og koldt, så ungerne kunne nøjes med at underholde sig i en lille inner pool.

Konrad måtte selvfølgelig helt under vandet til trods for kulden.... bemærk vinterjakkerne i baggrunden!!

Herefter kørte vi ned til Raglan; en rigtig afslappet surferby med en eftertragtet lang venstrehåndsbølge... Her hang vi ud i 5 dage og fik luftet bodyboards'ene én sidste gang. Vi fik også tjekket en masse surfere - og wanna be surfers ud! Det er ret skægt at se en gruppe slentre cool ned af stranden med deres boards, hoppe i bølgerne og derefter ikke se nogle forsøg på at komme op på boardet. Men hey... man skal jo starte et sted:-o

I en by som Raglan har man selvfølgelig også et surfer college og et surfer museum.

 

Og når vejret byder heldagsregn, er det godt med et classic car museum i den nærliggende by Hamilton.

Efter total afslapning i Raglan havde vi sat et par dage af til at Dennis og jeg hver især kunne vandre Tongariro Alpine Crossing. En 19 km smuk vandretur igennem Tongariro nationalpark. Desværre var vejret ikke til gummisko og regnjakker, som var det eneste vandreudstyr, vi havde med. Så det blev til nogle mindre vandreture med børnene. Desværre var filmstjernen Mount Doom fra Ringenes Herre (lokalt kendt som Mt Ngauruhoe) indhyllet i en tung sky hele tiden.

Efter 6 timers vandring var der lidt velfortjent hygge i hytten med jumbo milkshake og rødvin...

Driving home to Christchurch... efter en 'endless summer' var det smukt at køre sydpå omgivet af træernes efterårsfarver. 14.500 km har vi nydt i 'Jetkassen', der uden problemer har taget os til de smukkeste og mest fascinerende steder. Sikke en naturperle dette land er! 

Og jeg er glad for, at vi på hele turen blev på den rigtige side af vejen... og ikke endte på forsiden af aviserne. Det er ALT for tit at nyhederne og aviserne rapporterer om fatale bilulykker. Men de kører virkelig heller ikke særligt hensynsfuldt, og lygterne på bilen bliver først tændt, når solen er gået ned!

Bye Bye Nanny Lynne og alle de andre skønne mennesker, vi har mødt på vores vej de sidste 8 måneder! Det har været en fantastisk oplevelse og vi har virkelig sat pris på Kiwi Hospitality.

Stille og roligt længere mod nord...

men vi havde først liiige et par dage mere i Auckland. Herunder nyder vi udsigten over Auckland fra den gamle vulkan Mount Eden.

Skytower look down... 

Efter 5 dages hotel- og storbyluksus tjekkede vi ud og kørte til Goat Island. Her slog vi teltet op igen på en meget hyggelig campingplads fyldt med påskeferieramte børn. Det var et stort hit for Konrad og et mindre hit for Vigga. Hun havde lidt svært ved at forstå, hvorfor hun ikke måtte være med i Konrad og de andre børns 'lygtefangeleg'. Og istedet måtte nøjes med begge forældres uddelte opmærksomhed og stjernekiggeri.

Ved Goat Island fik Dennis og jeg snorklet lidt, men det mest mindeværdige var at se et par asiater (forhåbentlig) debutere i kajak. De flakkede frem og tilbage og smadrede ind i stenene først til den ene side, så til den anden. Og de blev ved.... frem og tilbage, frem og tilbage....

Efter Goat Island rykkede vi lidt længere op af kysten til Tutukaka. En meeeget kedelig by, hvor den eneste begivenhed er dagens dykkerbåd. Så mens Dennis var ude og dykke ved Poor Knights Island tog ungerne og jeg en absolut slapper dag med bodyboards ved den nærliggende Matapouri Bay. 

Dagen efter stod den på en lille vandretur til endnu en strand. Denne gang Whale Bay.

Mættet af strande kørte vi endnu et stræk op af østkysten til Kerikeri, hvor vi besøgte Kim og Christina og deres drenge Asger og Arthur. Det var et stort hit... og virkelig dejligt bare at hænge ud og drikke lidt for meget vin, igen!! Vi havde nærmest vores egen feriebolig i deres lille beskedne hus ned til vandet. Luksus....

Mens vi var hos Kim og Christina kørte vi til Bay of Island. Her hoppede jeg på en delfintur med min nyerhvervede våddragt og fuld af forhåbning om at komme i vandet med delfinerne. Vi så også en del delfiner, men desværre måtte vi ikke hoppe i vandet med dem, da der var en lille unge på 4 måneder...

Efter Kerikeri krydsede vi over mod vest og ankom til en smuk solnedgang ved Ahipara. 

Herfra kørte vi mod den nordligste spids i New Zealand; Cape Reinga. På vejen må man dog lige gøre et par timers stop ved Te Paki og sandboarde. Det var ret skægt, selvom vi indimellem blev overrumplet af nogle ret hidsige regnbyger. Heldigvis kunne man parkere lige for enden, så når skyerne meldte deres ankomst, så var det bare med at komme ned og ind i bilen... Så var der pause i 10 min.

Pause... 

Og så er vi klar igen...

Så nåede vi op til Cape Reinga. Hvor det Tasmanske Hav møder Stillehavet.... og hvorfra afdøde Maori sjæle tager ud på deres sidste rejse.