Efter at have rundet den nordlige spids kørte vi ned langs den vestlige del af nordøen. På vores vej kom vi bl.a. forbi det største Kauri træ på 55 meter og en beskeden alder af 2000 år.
Efter mange timers snoede kørsel og en enkel overnatning, nåede vi ned omkring Auckland igen. Her tog vi en lille detour ud til de sorte strande Piha og Karekare, der bl.a. har fungeret som kulisse i filmen 'Piano'.
Her på vestkysten buldrer bølgerne, og man skal efter sigende ikke forsøge sig med hverken rygsvømning eller bodysurfing, med mindre man er en temmelig hardcore svømmer. Heldigvis var det lavvande og koldt, så ungerne kunne nøjes med at underholde sig i en lille inner pool.
Konrad måtte selvfølgelig helt under vandet til trods for kulden.... bemærk vinterjakkerne i baggrunden!!
Herefter kørte vi ned til Raglan; en rigtig afslappet surferby med en eftertragtet lang venstrehåndsbølge... Her hang vi ud i 5 dage og fik luftet bodyboards'ene én sidste gang. Vi fik også tjekket en masse surfere - og wanna be surfers ud! Det er ret skægt at se en gruppe slentre cool ned af stranden med deres boards, hoppe i bølgerne og derefter ikke se nogle forsøg på at komme op på boardet. Men hey... man skal jo starte et sted:-o
I en by som Raglan har man selvfølgelig også et surfer college og et surfer museum.
Og når vejret byder heldagsregn, er det godt med et classic car museum i den nærliggende by Hamilton.
Efter total afslapning i Raglan havde vi sat et par dage af til at Dennis og jeg hver især kunne vandre Tongariro Alpine Crossing. En 19 km smuk vandretur igennem Tongariro nationalpark. Desværre var vejret ikke til gummisko og regnjakker, som var det eneste vandreudstyr, vi havde med. Så det blev til nogle mindre vandreture med børnene. Desværre var filmstjernen Mount Doom fra Ringenes Herre (lokalt kendt som Mt Ngauruhoe) indhyllet i en tung sky hele tiden.
Efter 6 timers vandring var der lidt velfortjent hygge i hytten med jumbo milkshake og rødvin...
Driving home to Christchurch... efter en 'endless summer' var det smukt at køre sydpå omgivet af træernes efterårsfarver. 14.500 km har vi nydt i 'Jetkassen', der uden problemer har taget os til de smukkeste og mest fascinerende steder. Sikke en naturperle dette land er!
Og jeg er glad for, at vi på hele turen blev på den rigtige side af vejen... og ikke endte på forsiden af aviserne. Det er ALT for tit at nyhederne og aviserne rapporterer om fatale bilulykker. Men de kører virkelig heller ikke særligt hensynsfuldt, og lygterne på bilen bliver først tændt, når solen er gået ned!
Bye Bye Nanny Lynne og alle de andre skønne mennesker, vi har mødt på vores vej de sidste 8 måneder! Det har været en fantastisk oplevelse og vi har virkelig sat pris på Kiwi Hospitality.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar