5.40 a.m...

viser mit ur, og det er tid til endnu en bootcamp.

Mandag og fredag morgen kl. 6.00 lader jeg frivilligt Sergent Paul råbe højt af mig... på tom mave!! Og det er fedt. Og det er ikke fordi, jeg har meldt mig til militæret hernede, jeg tror bare, træneren synes det er et sejt navn med pondus til at råbe af folk og give strafomgange, hvis man kommer et par minutter for sent. Det gjorde jeg kun den første gang;-)

Træningen er sjov og vi tonser op og ned af trapperne i et parkeringshus, glider i svævebaner, kaster med bildæk. Og så skal vi af en eller anden bizar grund altid bære rundt på hinanden. Og når man er på hold med én på 105 kg, så er det altid en udfordring for vores hold. I dag skulle alle heldigvis ikke bæres, istedet skulle alle bære mindst to fra holdet i et løb. Som den mindste på mit hold, var jeg derfor henover ryggen 5 gange.... så der var jeg alligevel glad for, at jeg IKKE havde spist morgenmad.

Deres bootcamp concept er dog lidt spøjst i min optik, for udover træning, så er det også lidt forventet, at man har tilmeldt sig for at opnå vægttab eller på anden måde er der for at håndtere en livskrise. Vi får mange pep talks både under træningen og på sms'er, og jeg har sågar fået en kostplan i min indbakke!!! Problemet er bare, at der hverken står øl, vin - eller for den sags skyld kaffe på!

I midten af december er der pool party for holdet, og der skal overrækkes diplomer og flidspræmier!! Og så skal fedt depoterne på maven og hofterne nok måles igen, som de blev den første dag. Måske det afslører, at jeg vist kom til at slette kostplanen...

En time senere er jeg vel hjemme igen, godt rød i bæret og kaffetrængende!!

Campingdebut...

ved Little River på Banks Peninsula. Kun 45 km fra Christchurch!

Fredag var en lokal fridag her i Canterbury regionen, da de skulle fejre sig selv. Vi fejrede det ved at tage vores nyindkøbte teltudstyr med på vores første campingtur. Vi har købt et super lækkert 6 personers telt, camping picnic bord med stole, gasblus, køletaske, picnicgrej mm. af en ældre dame for 1000,-

Så godt pakket op - og med aftalte nødprocedurer ved evt. hysteriske unger eller massivt regnvejr, drog vi afsted. Allieret med de lidt mere rutinerede Jens og Anna og deres to skønne unger; Noah og Maya på 2 og 3 år. Jens er dansker, men bor her med hans New Zealandske kone og de er lidt mere rutinerede campister... dog på nordøen, hvor sandfluerne ikke er så slemme. Så første lektie lært; HUSK hardcore insect repellent til sandfluer. For de er da nogle være sataner!!!

Børneland = voksentid

Little River er en lille campingplads, uden spor af gigantiske campingvogne med parabolantenner og ligusterhæk solidt plantet omkring sig. Til gengæld var der telte og små børn over alt, hvilket ungerne har nydt.

Og Konrad har for første gang mødt en gruppe jævnaldrende børn, hvor han har kunnet være med i deres lege. Til dagligt møder vi sjældent nogen på hans alder, da de alle starter skole på deres 5 års fødselsdag. Og det er tydeligt, at sproget er en større del af de 5 åriges leg end de mindre børn.


Vigga har også nydt det og holdt hånd med Noah. Hendes nye gode ven:-)

Og det har givet os voksne tid til bare at læne os godt tilbage... i campingstolene og nyde de kolde øl. I hvert fald indtil vi pludselig ikke havde flere!

 

'

Little River

Var en MEGET kold lille flod, der løb lige bag vores telt. Det ser muligvis ud som om, vi synger en lille sang herunder. Men jeg tror vi alle tre bare prøver at få vores vejrtrækning lidt under kontrol!! Så meget for at være vinterbader... jeg manglede min sauna at hoppe i bagefter.

Scary Slippery Slide

En kort vandretur op bag campingpladsen lå dog den sjoveste forlystelse. Den store 'scary slippery slide'; et stykke sort plastik gravet lidt ned i en skråning, med en vandslange i toppen. Den var der virkelig skud i. 

Tranz Alpine toget...

Krydser sydøen fra det tørre øst til det våde vest. Og skiftet i naturen kan ses, når man kører de 4,5 time tværs over øen. Vi forlod Christchurch i nogenlunde vejr og da vi havde krydset henover Arthurs Pass startede regnede og blev ved.... Ikke den bedste dag at køre igennem smukke bjerge på. Men det har helt sikkert også sin charme at sidde i et dejligt varmt tog og se skyerne i tæt omfavnelse med bjergene.

Hernede lover vejrudsigten altid regn den kommende uge. Men det er faktisk ikke så meget, vi har oplevet vedvarende regn i Christchurch - og så er det oftest om natten. De pænt pessimistiske vejrudsigter har gjort, at vi sjældent tror på vejrudsigten (hvorfor så overhovedet tjekke dem?), og derfor havde vi ikke taget regntøj, gummistøvler eller paraply med. Kun Viggas regnslags til løbevognen var med....

Så vi alle (på nær sovende Vigga) var godt våde, da vi havde gået de 2 kilometer ned til vores B&B i Greymouth. Heldigvis skulle vi krydse igennem byen, hvor der var markisser og et lokalt motorløb. De gav den fuld gas, selvom vejene var drivvåde. Kommentatoren til motorløbet påstod ovenikøbet, at der bare var tale om lidt let 'drizzle', for som han sagde 'it doesn't really rain till it jumps up and smacks you under the chin'.

Efter at være blevet tørret godt hos vores tyske vært i det store hus, driblede vi på Monteiths brewery. Og da det ikke var vejr til at lave andet, og ingen af os skulle køre bil... ja, så gav vi den gas med deres lokale pilsnere resten af dagen, mens ungerne løb rundt og hyggede sig.

 

Dagen efter nød vi et fantastisk morgenbord med dejligt hjemmebagt tysk brød. Og en gåtur ned til floden, hvor mange var ude og nyde Labour day med at fiske efter Whitebaits. En delikatesse af ca. 3 cm små gennemsigtige fisk, som de spiser 'mit alles'.

Vi smuttede i subway istedet og fik vores delikatesser til togturen hjem igen.