søndag den 23. november 2014

5.40 a.m...

viser mit ur, og det er tid til endnu en bootcamp.

Mandag og fredag morgen kl. 6.00 lader jeg frivilligt Sergent Paul råbe højt af mig... på tom mave!! Og det er fedt. Og det er ikke fordi, jeg har meldt mig til militæret hernede, jeg tror bare, træneren synes det er et sejt navn med pondus til at råbe af folk og give strafomgange, hvis man kommer et par minutter for sent. Det gjorde jeg kun den første gang;-)

Træningen er sjov og vi tonser op og ned af trapperne i et parkeringshus, glider i svævebaner, kaster med bildæk. Og så skal vi af en eller anden bizar grund altid bære rundt på hinanden. Og når man er på hold med én på 105 kg, så er det altid en udfordring for vores hold. I dag skulle alle heldigvis ikke bæres, istedet skulle alle bære mindst to fra holdet i et løb. Som den mindste på mit hold, var jeg derfor henover ryggen 5 gange.... så der var jeg alligevel glad for, at jeg IKKE havde spist morgenmad.

Deres bootcamp concept er dog lidt spøjst i min optik, for udover træning, så er det også lidt forventet, at man har tilmeldt sig for at opnå vægttab eller på anden måde er der for at håndtere en livskrise. Vi får mange pep talks både under træningen og på sms'er, og jeg har sågar fået en kostplan i min indbakke!!! Problemet er bare, at der hverken står øl, vin - eller for den sags skyld kaffe på!

I midten af december er der pool party for holdet, og der skal overrækkes diplomer og flidspræmier!! Og så skal fedt depoterne på maven og hofterne nok måles igen, som de blev den første dag. Måske det afslører, at jeg vist kom til at slette kostplanen...


En time senere er jeg vel hjemme igen, godt rød i bæret og kaffetrængende!!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar